Situationen i Haiti er "helt, helt forfærdelig".
Sådan beskriver Haiti-kender Ingegerd Nissen Petersen konsekvenserne af jordskælvet, der ramte Haiti i går aftes.
Hun har boet og rejst i landet mange gange, og har i løbet af natten fået mails fra bekendte, som er i det ødelagte land, hvor tusinder frygtes omkomet efter jordskælvet.
"De fortæller om meget, meget omfattende skader. Jeg har hørt fra fotografer, jeg kender, at de ikke tror deres egne øjne. Gader er fuldstændig pulveriseret i hovedstaden, hvor situationen er helt forfærdelig," siger hun, der til daglig arbejder som lærer på Rysensteen Gymnasium, til Newspaq.
Hun besøgte senest landet i november og kender Haitis sårbarhed.
"Byggeforholdene i Haiti gør, at husene falder meget hurtigt sammen. Jordskælvet har været meget voldsomt, når præsidentpaladset og store hoteller, hvor der bor masser af FN-folk, er brudt sammen. De er nogle af de bedst byggede huse i Haiti overhoved," forklarer hun, der også arbejder frivilligt med et uddannelsesprojekt for haitianske lærere.
Hun tror dog på, at haitianerne vil komme ovenpå igen efter ødelæggelserne.
"Det er en katastrofe nu, og de har brug for hjælp udefra. Men folk i Haiti er også kendetegnet ved, at de - lidt kynisk beskrevet - er vant til at miste alt og er gode til at komme i gang igen," fortæller hun.
Jordskælvet ramte Haiti i 22.53 tirsdag aften dansk tid og blev målt til 7,0 Richter.