Danskere er vilde med at holde ferien på den anden side af Øresund - nemlig i Sverige.
Antallet af danske og finske turister, der overnattede i Sverige i sommer, blev øget med 44 procent i juni i forhold til samme måned sidste år.
"Danskerne valfarter til broderlandet på grund af naturen, den gode mad og fremfor alt billig shopping. Den mest enkle forklaring er den svage svenske krone," siger Robert Pettersson fra turismeforskningsinstituttet Etour til dr.dk.
"Da vi i 1990'erne devaluerede den svenske krone, så vi en dramatisk stigning i turismen, og det er det samme nu, men vi er også blevet bedre til at markedsføre os i udlandet," forklarer han.
Også russere, letter, estere og litauere vælger gerne Sverige som feriemål. I mange svenske butikker bliver der nu også skiltet på russisk.