Sex har ikke noget med sygeplejersker at gøre, og reklamer skal ikke påstå andet.
Sådan har sygeplejerskernes fagforening tordnet den seneste tid. Undertøjsfirmaet JBS har stået for skud, fordi det har haft reklamer med en lettere afklædt sygeplejerske på en hospitalsbriks med et par JBS-boxershorts i hånden.
Men nu vækker sygeplejerskernes egne reklamer også vrede. På Herlev Hospital har mave-tarm-afdelingen, kaldet gastroenheden, lavet reklamepostkort med fotos af deres egne ansatte med nissehuer, cowboyhatte og udslået hår og teksten ’I want you’ og ’I need you’ (’Jeg vil have dig’ og ’Jeg behøver dig’, red.). Og det er ikke i orden, mener de sygeplejestuderendes formand, Kirsten Salling Rasmussen.
Plat og billig
I hendes øjne bliver sygeplejersker fremstillet som noget billigt og plat.
»Det kan godt være, at de selv synes, at reklamen er god. Men den afspejler bestemt ikke, hvad sygeplejersker laver i hverdagen. Den skulle i stedet vise den virkelige verden – at man som sygeplejerske virkelig gør en forskel og har fokus på fagligheden,« siger Kirsten Salling Rasmussen.
Sygeplejersken med nissehuen hedder til daglig Sara Sylvest, og hun kan slet ikke forstå kritikken fra de sygeplejestuderendes formand.
»Jeg synes ikke, det sender nogen forkerte signaler. Jeg synes tværtimod, idéen var sjov og anderledes, og for mig at se handler det om blikfang. Jeg har da oplevet, at nogle kommenterede postkortet med, at det var seksualiseret. Det kan jeg kun være helt uenig i,« siger Sara Sylvest.
Masser af respons
Reklame-postkortene har virket helt efter hensigten, mener afdelingens ledelse.
»Vi havde lavet mange almindelige jobannoncer, som vi ikke fik meget respons på. Det her har givet masser af opmærksomhed,« siger ledende oversygeplejerske Kirsten Ravn.
Hun kan slet ikke følge argumenterne om, at postkortene bliver forbundet med sex.
»Jeg synes hverken, der er noget kvindeundertrykkende eller nedværdigende i reklamerne. De ansatte på billederne er ikke nedringede eller topløse – de er, som de ser ud her på afdelingen, bortset fra nissehuer og cowboyhatte. Det med, at sygeplejersker bliver forbundet med noget seksuelt, er ikke noget, vi oplever som et problem i hverdagen.«