Danmark sender 140 soldater til FN-styrken i Libanon, der forsøger at forhindre en ny krig mellem Hizbollah-militsen og Israel.
Det sker efter, at alle partier i Folketinget, med undtagelse af Enhedslisten, har sagt god for det danske bidrag til FN.
"Danmark har været meget aktiv i Mellemøstpolitikken, og derfor er det godt, at vi også kan følge op militært. Jeg synes, at det er et godt bidrag. Vi er med til at styrke FN, og vi bidrager til, at de stridende parter i området holder sig i ro," siger udenrigsminister Per Stig Møller (K) til Berlingske.dk.
De 140 soldater skal ikke deltage direkte i overvågningen af de stridende parter eller forhindre indsmugling af våben og våbenrelateret materiel til Hizbollah og bevæbnede grupper i den sydlige del af Libanon. I stedet skal de fungere som logistik-folk.
Det er FN selv, der har henvendt sig til en række lande, herunder altså Danmark, og efterspurgt bidrag til styrken i Libanon, fordi Polen trækker sig tilbage.
Det danske bidrag betyder samtidig, at Danmark vil nedtrappe sin indsats i Kosovo.
"NATO nedtrapper i Kosovo, og det forbereder vi også," siger udenrigsministeren.
Regningen for udstationeringen af de 140 danske soldater deles mellem Danmark og FN.
"Det, vi skal betale, skulle matche med det, vi sparer i Kosovo," siger Per Stig Møller.
FN-styrken i området, UNIFIL (United Nations Interim Force in Lebanon) består i forvejen af 12.400 mand fra 30 lande.