De danske soldater i Camp Bastion er svækkede i kampen mod Taleban, fordi det danske forsvar har sendt defekte køretøjer til Afghanistan.
"Det er grotesk, at man sender os af sted med køretøjer, der ikke er blevet afprøvet derhjemme. Samtidig fortæller man den danske befolkning og vores pårørende, at det grej, de sender ned til os, er det absolut bedste," siger sergent Anders Urban til TV 2.
Problemerne gælder dog ikke kun de gamle køretøjer. Også en række spritnye køretøjer står stille på tredje uge, da de ikke kan tåle varmen.
Det drejer sig om 28 Eagle 4-køretøjer, som kun nåede at køre i fem timer, før de første brød sammen. Kileremmene i motorerne kunne ganske enkelt ikke klar varmen.
"Det er uprofessionelt af det danske forsvar - vi er hold otte nu i Afghanistan, vi har været udsendt i Irak før. Vi ved, at der har været varmt, vi ved, at det bliver over 50-60 grader," siger sergent Stefan Ammitzbøl Hylleborg.
Hos Hærens Operative Kommando siger oberst Henrik Sommer, at han forstår kritikken.
"Soldaterne vil gerne have det bedst mulige hele tiden. Det har man også i den ideelle verden, men i den virkelige verden, er der ting, som går galt," siger han.
Forsvarsminister Søren Gade (V) har endnu ikke kommenteret kritikken.