Det blev sagt igen og igen, at de danske soldater ikke skulle hjem fra Irak, før irakerne selv var klar til at tage over. Men 20. december 2008 forlod de sidste seks danske officerer Bagdad.
Det er ifølge en ekspert sket, inden de irakiske styrker var klar til at tage over. Derfor er det på nuværende tidspunkt amerikanske soldater, der har overtaget Danmarks opgaver.
"Hvis målet var at opbygge et stabilt og demokratisk Irak, som man sagde, da vi gik ind, så er arbejdet ikke gjort færdigt," forklarer Peter Viggo Jakobsen, der er lektor i sikkerhedspolitik på Københavns Universitet, til Information.
Men fra politisk hold i Danmark bliver den danske tilbagetrækning ikke anset som at løbe fra opgaven i utide.
"Vi har sagt, at vi ville hjælpe så længe, der var behov for det og FN-mandat til det, og så længe vi havde kræfter til det. Nu bliver opgaven løst af nogle andre, og det har jeg det fint med," siger Helge Adam Møller, de Konservatives forsvarsordfører.