Nikolaj Coster-Waldau og Thure Lindhardt skal spille to af hovedrollerne i den nye danske serie 'Blekingegade,' og rollen som politisk aktivist kender de fra deres eget liv.
De to stjerner afslører i interview med metroXpress, at de selv deltog i ulovlige, politiske aktioner i gymnasietiden.
Nikolaj Coster Waldau ville gerne gøre verden til et bedre sted og tog derfor ulovlige midler i brug.
"Der var så en nat, hvor vi løb rundt med elefanthuer, polyfilla-pistoler, søm, skruer og tændstikker - alle offentlige kontorer, alle banker og alle forsikringsselskaber fik smadret deres låse. Så lavede vi en politisk kamp. Jeg kan huske et par dage efter i Næstved Tidende, hvor der stod 'Hærværk for 170.000 kroner.' Der blev jeg lidt bleg," siger han til avisen.
Også Thure Lindhardt, indrømmer, at han ikke altid har holdt sig på den rigtige side af loven.
"Jeg gik på Det Frie Gymnasium, som var et meget venstreorienteret gymnasium. Der var vi ude og prøve på at besætte ambassader og lave demoer. Det var ikke altid, det var lige lovligt, de ting vi lavede," siger Thure Lindhardt til avisen.