Fremtiden for de danske skoler i Sydslesvig er blevet noget usikker.
Op mod 20 af de 47 skoler kan komme til at dreje nøglen om, hvis et sparekrav, som den slesvig-holstenske delstatsregering står bag, bliver vedtaget. Det skriver jp.dk
Og det kan blive en regulær katastrofe, mener Dieter Paul Küssner fra Sydslesvisk Samråd og Per Gildberg fra Dansk Skoleforening.
"Nedskæringen vil ramme hele mindretallets livsnerve, fordi skolerne ikke kun bruges til undervisning, men også er centrum for de danske sydslesvigeres sociale og kulturelle liv," skriver de i en fælles udtalelse.
Besparelsen får opbakning af den borgerlige delstatsregerings flertal i parlamentet.
Forslaget møder imidlertid vrede blandt politikere på Christiansborg, der vil have en forklaring fra den tyske delstatsregering.
Kim Andersen (V), der er formand for Sydslesvigudvalget, som fordeler op imod 500 millioner kroner, som den danske stat hvert år støtter mindretallet med, er rystet over udsigten til lukning af skolerne.
"Det er en meget voldsom reduktion, og det kan ikke undgå at gøre stor skade på skolerne og dermed også på hele mindretallets arbejde," siger Kim Andersen til avisen.