Europa-Parlamentet har i dag besluttet, at det skal være nemmere for patienter at blive behandlet i et andet EU-land.
De nye regler betyder, at hvis man som dansk patient ikke kan få behandlingen herhjemme, så må man rejse til et andet EU-land for at få den. Den danske stat betaler.
Det nye sundhedsdirektiv blev vedtaget med et stort flertal, og Venstres gruppeformand i Europa-Parlamentet Jens Rohde er glad.
"Forslaget betyder kortere ventetid for patienterne, samtidig med at kapaciteten på alle de europæiske sygehuse nu bliver udnyttet bedst muligt - uden at den økonomiske kontrol forsvinder," siger han.
Der skal dog en forhåndsgodkendelse til fra statens side, før den syge patient kan tage af sted.
"Medlemsstaterne kan kræve at behandle egne patienter, hvis det kan ske indenfor en lægelig forsvarlig frist, og dermed kan Danmark fortsat planlægge sygehusdriften," forklarer Jens Rohde.
Der er ikke taget højde for transportomkostninger for patienten, så det kan ikke refunderes.