Antallet af e-mailkonsultationer hos de praktiserende læger er mangedoblet i de senere år.
Og lægerne tjener godt på at ekspedere patienterne på nettet - 40 kroner pr mail, skriver 24 timer.
Men de mange konsultationer betyder at det offentlige får ekstraudgifter på 1,5 milliarder kroner om året fra 2015 til 2020.
Det viser en prognose, som professor Kim Normann Andersen har lavet.
"Det er godt nok set fra patientens synspunkt, at man får en ekstra service, men hvem skal betale den ekstra regning? Ud fra et økonomisk synspunkt er det et problem" siger Kim Normann Andersen.
Kim Normann Andersen foreslår selv, at man skal have et klippekort med et vist antal gratis konsultationer - når klippene er brugt, må der brugerbetaling til for yderligere konsultationer.
På Christiansborg er der uenighed om, hvorvidt det overhovedet er et problem. Socialdemokraternes sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen er klar til at diskutere, om prisen for e-mailkonsultationer skal sættes ned, mens venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, tror, at problemet vil løse sig selv med tiden.
"Formålet med den nye teknologi er, at det skal erstatte nogle af lægebesøgene og gøre det nemmere at være patient. Men lægerne og patienterne skal først lære det at kende," siger Birgitte Josefsen.
De Praktiserende Lægers Organisation (PLO) frygter heller ikke, at e-mailkonsultationerne bliver en økonomisk byrde i sundhedssektoren.
"Vi ved ikke, hvad antallet af almindelige konsultationer ville være, hvis man ikke havde e-mail-konsulta¬tioner," siger Peter Magnussen, næstformand i PLO, til 24 Timer.
Kilde: 24 Timer