Både den nuværende og to tidligere danske udenrigsministre vil blive inddraget i en kommende retssag om korruption i forbindelse med et FN-projekt.
I skandalesagen er 14 danske virksomheder anklaget for at have betalt penge under bordet til det irakiske styre under Saddam Hussein for at få ordrer i Irak. Og sagen kommer også til at involvere nuværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) samt de to tidligere udenrigsministre, Mogens Lykketoft (S) og Niels Helveg Petersen (R). Det skriver Business.dk.
Handlerne var en del af FN's såkaldte 'olie for mad-program,' der gav virksomheder mulighed for at handle med det boykot-ramte irakiske styre.
Flere virksomheder mener, at de danske myndigheder kendte alt til fremgangsmåden, og virksomhederne vil derfor ikke betale en krone tilbage.
"I den kommende retssag vil vi dokumentere, at Udenrigsministeriet har vidst alt om fremgangsmåden," siger advokat Karsten Kielland, advokat for Bukkehave, som sammen med Novo Nordisk er en af de anklagede virksomheder.
Socialdemokraterne og SF vil nu have undersøgt ministeriets rolle i sagen.