Conrad Murray, Michael Jacksons personlige læge, blev sent i går dansk tid fundet skyldig i uagtsomt manddrab.
Det vækker nu lettelse blandt danske Michael Jackson-fans. Der er endelig kommet en afklaring og retfærdighed, forklarer medstifter af den danske Michael Jackson-fanklub Carina Louise Palm.
"Det føles rigtigt stort. Det første, jeg råbte, var, at Doktor Murray er en narrøv, og han har fortjent det (dommen red.)," siger hun til Newspaq.
Michael Jackson døde i juni 2009 af en overdosis sovemedicin. Det var den dødelige dosis af bedøvelsesmidlet Propofol, som sendte lægen Conrad Murray i politiets søgelys.
Talskvinde for de danske fans glæder sig over, at den amerikanske retsstat nu straffer lægen på behørig vis.
"Det, at han nu med sikkerhed har mistet retten til at have praksis som læge, synes jeg, er fantastisk. Det er godt, at det fremover ikke kommer til at gå ud over flere mennesker," siger hun.
Doktor Conrad Murray har igennem hele sagsforløbet nægtet sig skyldig.