Det er ikke kun industri- og produktionsarbejdspladser, der flytter fra Danmark til Kina.
Videnstunge danske arbejdspladser bevæger sig i større grad østpå. Det viser en rundringning, som Berlingske Tidende har lavet blandt de ti mest forskningstunge virksomheder herhjemme.
Hvor det før hovedsageligt var produktionsarbejdspladser, der flyttede ud af landet, forholder det sig nu helt anderledes. Syv ud af ti adspurgte selskaber har nemlig forsknings- og udviklingsafdelinger i Kina, viser rundringningen. Og udviklingen vil højst sandsynligt fortsætte.
"Vi har i de senere år tabt terræn, og vi har ikke samme ledende position, som vi før i tiden kunne glæde os over. Vi er blevet overhalet af en række lande. Derfor må det også være et vink med en vognstang, når vi nu ser, at danske virksomheder i stigende grad flytter forskning og udvikling til udlandet," siger Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.
Han mener, at der skal reformer og satsning på uddannelsessystemet til at ændre på situationen. Det samme mener socialdemokraternes erhvervsordfører, Orla Hav.
"Jeg kan godt være bekymret for om den nye globaliseringsaftale er tilstrækkelig. Den nuværende regering har været ganske hård ved både forsknings og uddannelsesområdet og ikke foretaget de investeringer, vi burde have foretaget i de gode år," siger Orla Hav til Newspaq.
Helt konkret skal der kastes flere penge i forskningsprojekterne, mener Orla Hav.
"Vi skal investere og kræve, at vi vil have forskning og uddannelse på det høje niveau, vi vil ansætte flere forskere i Danmark og oprette en række forskningsområder, hvor vi i forvejen er stærke."
Hos Venstre mener man, at virksomhedernes løsning er bekymrende, men at det handler om at intensivere den strategi, der allerede er lagt, for at få både forsknings- og vidensmiljøerne til at spille bedre sammen med virksomhederne.
"Vi må lave rammebetingelserne på skat, investeringer og sociale forhold så gunstige og konkurrencedygtige som muligt. Og derudover sikre at der kommer flere studerende til landet, som kan være med til at videreudvikle noget af det, der er fremtiden i Danmark - nemlig på de forsknings- og videnstunge arbejdspladser," afrunder erhvervsordfører Jacob Jensen til Newspaq.