Frygten for en græsk statsbankerot påvirker direkte danske boliglån.
Det skriver Epn.dk.
Investorerne har solgt ud af risikofyldte investeringer og i stedet søgt mod investeringer, der betrages som mere sikre.
Derfor er schweizerfrancen, den amerikanske dollar og amerikanske statsobligationer blevet styrket.
Og de seneste år har også danske realkreditobligationer været anvendt som "sikker havn", hvilket har gavnet boligejerne med faldende renter som følge af stigende obligationskurser.
Men nu er kurserne på de danske realkreditobligationer generelt faldet. Og særligt i dag, hvor nyhederne i høj grad har handlet om den sløje græske økonomi.
"Den typiske rygmarvsreaktion på sådanne dage hos investorerne er, at pengene søger mod såkaldt sikker havn, og her plejer de danske realkreditobligationer ellers at høre til og dermed nyde gavn af kursstigninger - og dermed rentefald. Denne rygmarvsreaktion har vi altså ikke set i dag," siger cheføkonom ved Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig til Jyllands-Posten.
Han advarer mod at tolke for meget på et par dages udsving på de finansielle markeder, men omvendt kan han ikke afvise, at sidste uges udmelding fra kreditvurderingsbureauet Moodys, har skabt usikkerhed hos investorerne omkring de danske realkreditobligationer.
Kilde: Epn.dk