81 børn med tilknytning til Danmark sidder lige nu fanget et sted i udlandet.
De er blevet bortført af en af deres forældre.
73 af børnene opholder sig i lande som Syrien, Libanon og Somalia, og det kan have lange udsigter at få børnene bragt hjem til Danmark. Ingen af de tre lande har nemlig tilsluttet sig den konvention, der forpligter dem at sende børn tilbage, hvis de ulovligt er havnet i landet, skriver jv.dk.
I 2007 var antallet af bortførte børn 42, og det betyder altså, at der på to år er sket en stigning på næsten 75 procent.
Det er især i forbindelse med sommerferien, at der lander mange bortførelsessager på Udenrigsministeriets bord.
I de fleste arabiske lande gælder danske regler ikke, og dermed hjælper dansk jura og politi ikke noget.
"Vi forsøger i stedet at presse på ved at mægle mellem parterne og forklare bortføreren, at han har begået en strafbar handling og kan risikere at komme i fængsel, når han engang kommer hjem til Danmark," siger fuldmægtig i Udenrigsministeriet, Jette Samuel Jeppesen.
Sagerne om bortførelser sker oftest i forbindelse med skilsmisser, hvor den ene part vil have børnene med til hjemlandet, fortæller Mariam Khalil fra Familiestyrelsen.
"Men ofte er de ikke klar over, at der faktisk er tale om en bortførelse. Det oplever vi i hvert fald med danske forældre, der kommer hjem fra udlandet med deres børn. De siger "jamen, vi kommer jo bare hjem". Men man kan ikke bare rejse væk, når man har fælles forældremyndighed."