Danske Bansk skal spare kraftigt på omkostningerne over de næste tre år. Og betyder farvel til 2.000 stillinger.
Det oplyser Danske Bank i delårsrapporten for første til og med tredje kvartal.
"Den nuværende krise, ny regulering og høje finansieringsomkostninger lægger pres på koncernens resultat. For at forbedre indtjeningen har vi derfor skærpet vores fokus på omkostningerne. Målet er at reducere driftsomkostningerne yderligere 10 pct. frem til 2014," udtaler adm. direktør Peter Straarup i rapporten.
For at "fremtidssikre indtjeningsgrundlaget" har koncernen vedtaget et treårigt program, som i perioden 2012-2014 skal nedbringe omkostningsniveauet med 10 procent svarende til ca. to milliarder kroner.
"Det betyder en løbende reduktion af antallet af medarbejdere på i alt ca. 2.000 over de tre år," hedder det i rapporten.
Danske Bank forventer, at en væsentlig del af reduktionen kan gennemføres uden fyringer.
"Det kræver, at den normale personaleomsætning og pensionsmønstret fastholdes," skriver banken.
Af rapporten fremgår det ikke, hvor mange af de nævnte stillinger, der er i Danmark.
Kilde: Danske Bank