De 18 gidsler fra Iran og Pakistan, som var ombord på det piratskib, den danske krigsflåde Absalon standsede i februar, er nu alle vendt hjem.
Gidslerne blev befriet i forbindelse med den danske pirataktion natten til den 27. februar, hvor Absalon blev bedt af Nato om at forhindre et piratmoderskib ud for den somaliske kyst i at sejle væk.
Undervejs fik Absalon af Natos styrkechef tilladelse til at skyde på materiel ombord på skibet, hvor der også befandt sig 17 formodede pirater.
Da den danske besætning kom ombord på det formodede piratskib, fandt man, at to af de 18 gidslerne var døde, men det skulle herefter undersøges, om det skete under aktionen.
Søværnets Operative Kommando bekræfter nu i en pressemeddelelse, at gidslerne mistede livet under forsøget på at redde dem, og at de nærmere omstændigheder undersøges i øjeblikket af Forsvarets Auditørkorps.
De 16 undsatte gidsler og de to afdøde blev i går eftermiddag overdraget til deres respektive nationale repræsentationer i Kenya. Gidslerne forventes snarest at rejse hjem til deres hjemlande for at blive genforenet med deres familier.
Om bord på krigsflåden Absalon er der fortsat de 17 formodede pirater. Danske myndigheder undersøger stadig mulighederne for retsforfølgelse af dem.