Skødet på en villa i Hellerup er blevet tinglyst, og dermed er en kæmpehandel på en attraktiv adresse afsluttet.
Det drejer sig om en ejendom på Lemchesvej 27, og prisen er på intet mindre end 120 millioner kroner.
Det skriver Se og Hør.
Ifølge ugebladet er det højst sandsynligt den tyske milliardær Alexander Knauf, der har købt ejendommen, der ligger på en 1.600 kvadratmeter stor grund med direkte adgang til vandet.
Er det Alexander Knauf, som er køberen, er det anden gang, at milliardæren køber en ejendom på Lemchesvej.
I 2019 betalte Knauf 53 millioner for ejendommen Lemchesvej 19. Den ejendom har tidligere tilhørt den danske oscarvindende filminstruktør Bille August.
Den attraktive grund med adgang direkte til havet gemmer sig bag hegnet til venstre. (Foto: Google Street View)