Conor McGregor går i ringen til sin første professionelle boksekamp, når han natten til søndag står overfor den amerikanske bokselegende Floyd Mayweather, der har vundet alle 49 kampe, han har stillet op i.
Irske McGregor skal være klar fra start, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at slå den 40-årige amerikaner.
Det mener Christian Colombo. Han er én af tre danskere i kampsportsligaen Ultimate Fighting Championship (UFC), som 29-årige McGregor normalt slår sine folder i.
- Han skal være i sit livs form, og så skal han komme blæsende fra start.
- McGregor har flere gange sagt, at han vil slå Mayweather ud i starten af kampen, og det er også hans bedste chance.
- Hvis Conor kan tage ham lidt på sengekanten med sin fantastiske venstrehånd, så kan han overraske, siger Colombo.
Han tror på, at den rapkæftede irers chance vil blive gradvist mindre, jo længere kampen varer.
Ikke desto mindre tør han ikke helt afskrive McGregor.
- Hvis jeg skulle lægge penge på kampen, ville jeg have svært ved at spille mod McGregor. Han har gang på gang modbevist kritikere og sagt, at han vil gøre både det ene og det andet og derefter gjort det.
- Men når det er sagt, så har McGregor haft fire-fem måneder til at lære det, Mayweather har brugt 21 år på at lære, så amerikaneren er selvfølgelig favorit, siger Colombo.
Ifølge boksekommentator Claus Borre, der skal kommentere kampen for Viasat, er McGregors eneste chance at forsøge at komme ind under huden på Mayweather og irritere ham.
- McGregor skal håbe på at få et heldigt slag ind på Mayweather i et moment, hvor amerikaneren er ude af balance enten fysisk eller psykisk.
- Mayweathers største svaghed er hans psyke. Han er ikke altid i balance, siger Borre.
Ligesom Colombo og Borre mener diverse bookmakere også, at Floyd Mayweather er favorit før årets store boksebrag, der løber af stablen i T-Mobile Arena i den amerikanske spilleby Las Vegas.
/ritzau/