Danmark styrtdykker som turistmagnet.
Alene fra 2008 til 2009 er antallet af overnatninger, hvor en udenlandsk turist lå i feriesengen, faldet med 2 millioner.
Og tabet af turister de seneste år er kun overgået af Cypern, skriver Jyllands-Posten.
Socialdemokraternes turistordfører Orla Hav er bekymret over situationen.
"Vi har gjort for lidt for at gøre opmærksom på dansk turisme over en lang årrække. Man har forsømt fra regeringens side at være med til at udvikle turisterhvervet og gøre opmærksom på, at vi faktisk har nogle gode oplevelser at få i Danmark," siger Orla Hav til Nyhedsbureauet Newspaq.
Lars Enevold Pedersen, direktør i den nordjyske turistorganisation VisitNordjylland, forklarer den danske nedtur med, at det er blevet så billigt at flyve med lavprisselskaber.
"Vi kan i høj grad mærke, at udenlandske turister vælger storbyferier, og her spiller de billige flyruter ind. Der kan vi ikke være med i Nordjylland, og samtidig trænger en del af vores feriehuse og feriecentre til en produktudvikling," siger Lars Enevold Pedersen til Jyllands-Posten.
Orla Hav mener, at de danske rammebetingelser er for dårlige, når vi ser på de andre nærområder såsom Sverige og Tyskland.
"Den svenske krone er 25 procent lavere end den danske. Tyskerne har nedsat momsen på turistområdet. Vi er i en virkelig presset situation. Jeg har ikke patentopskriften på, hvad der skal gøres. men vi er nødt til at sikre, at den turisme, vi har, ikke forsvinder," siger han til Newspaq.
I alt har Danmark mistet 11 procent af de overnattende turister i perioden 2000 til 2008.