Matti Lund Nielsen er gået fra at være FC Nordsjællands store oplevelse i foråret til at varme bænken i efteråret.
Derfor skal den unge fynbo nu prøve sig selv af i den italienske Serie B-klub Pescara.
Mens resten af truppen går på juleferie, skal Lund Nielsen altså forsøge at tilspille sig en kontrakt i støvlelandet.
"Det er en klub, som har fulgt mig gennem længere tid, og som har haft ønsket om at lære mig lidt bedre at kende som spiller og som menneske længe. Nu kom invitationen om at komme derned på besøg en uges tid og spille med og kigge på omgivelserne og klubben," siger Matti Lund Nielsen til fcn.dk.
Den 23-årige midtbanespiller kom til FC Nordsjælland tilbage i 2010, da han ikke fik spilletid i barndomsklubben OB.