En dansk storsvindler er blevet anholdt i Thailand.
Den 29-årig Martin Matthiasen har i årevis været i politiets og Interpols søgelys på grund af mistanke om omfattende skattesvindel.
Sammen med otte andre blev han i dag anholdt på Emporium Hotel i den thailandske hovedstad, Bangkok. De anholdte bliver sigtet for skattesvig i størrelsesordenen 180 millioner kroner. Det skriver eb.dk.
Martin Matthiasen er ifølge Computerworld en af hovedmændene bag den såkaldte 'Gul Feber'-sag, som drejer sig om omfattende momssvindel med salg af mobiltelefoner.
Sagen blev efterforsket af bagmandspolitiet og navnet skyldtes angiveligt en forbindelse til Hong Kong.
Martin Matthiasen gik under jorden i 2004, efter hans firma Solid Trading blev anmeldt for en momsgæld på 30 millioner kroner.
"Martin Matthiasen er den eneste, vi mangler i sagen, der ellers er afsluttet med domme på op til seks års fængsel og konfiskation af 90 millioner kroner," har statsadvokat Jens Madsen fra Bagmandspolitiet ifølge eb.dk tidligere sagt til computerworld.dk.