Da soldaterkammeraterne tog til Afghanistan i 2008, blev en soldat hjemme. Han mødte heller ikke op på kasernen, og nu står den 31-årige overkonstabel fra Jydske Dragonregiment til at blive tiltalt efter militær straffelov.
"Vi har tiltalt ham efter den grove paragraf om udeblivelse," fortæller auditør Ida Kjærgaard til dagbladet-holstebro-struer.dk. Grunden til, at det er den grove paragraf bunder i, at det var en international mission, som soldaten valgte at udeblive fra.
Den type sager er ganske sjældne i Danmark, så Auditørkorpset håber på at få en afklaring på, hvilken straf, der skal udmåles, hvis en soldat bliver væk fra en international mission.
I soldaternes fagforening 'Hærens Konstabel og Korporalforening', siger formand Flemming Winther, at man endnu ikke ved, om soldaten er medlem af fagforeningen, men at man generelt vil støtte med advokatbistand, hvis man vidste hvem manden er.
"Vi ville have tilbudt advokatbistand, ikke fordi vi sympatiserer med at blive væk, men fordi vi altid vil sikre os, at man bliver behandlet rimeligt, og at en eventuel straf står i forhold til den forseelse, man måtte have begået, siger han til Nyhedsbureaet Newspaq.
HKKF har tidligere set eksempel på, at en soldat er blevet straffet for at nægte at udføre tjeneste.
"Vi har jo et fortilfælde, hvor en soldat nægtede at køre patrulje, og han fik fængselstraf, så vidt jeg husker," siger Flemming Winther.