Virksomheder sjusker med sikkerheden, og derfor dør mange danskere eller bliver invalide på jobbet.
Alene sidste år kom 42.561 danskere til skade på arbejdet. Af dem døde de 44, skriver Jyllands-Posten.
Antallet er alt for højt, lyder det samstemmigt fra eksperterne.
"Virksomhederne tager ikke sikkerheden i forhold til risikoen for banale ulykker højtideligt, selvom netop banale hændelser er årsag til langt de fleste ulykker og alvorlige skader," siger lektor Kirsten Jørgensen fra DTU, der forsker i arbejdsulykker.
Souschef Kent Jacob Nielsen fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning er enig.
"Lederne føler, at det er kunstigt at have fokus på sikkerhed. I mange tilfælde ved de slet ikke, hvad de skal gøre. Ofte drukner sikkerheden i andre prioriteter som produktion og penge," siger han til Jyllands-Posten.
Danmark har markant flere dødsulykker målt på antal beskæftigede sammenlignet med f.eks. Sverige og Norge. Danmark har 2,7 dødsfald pr. 100.000 ansatte. Sverige har 1,4 og Norge blot 1,0, viser de seneste tal fra Eurostat.