Landsholdssvømmeren Mie Ø. Nielsen, som i 2016 vandt OL-bronze, indstiller karrieren.
Det oplyser hun onsdag i en pressemeddelelse fra Dansk Svømmeunion.
Karrierestoppet skyldes usikkerheden midt i en coronapandemi, der blandt andet har skubbet OL fra 2020 til 2021.
- Jeg havde planlagt at holde en pause efter OL i Tokyo 2020 for at give min skulder en pause og for at mærke efter, om jeg skulle fortsætte med at svømme.
- Grunden til, jeg vælger at stoppe nu, skyldes den store usikkerhed, der er i forbindelse med OL-udskydelsen, siger Mie Ø. Nielsen.
Efter længere tids overvejelser har den 24-årige dansker fra Aalborg Svømmeklub valgt at hellige sig sine universitetsstudier på fuld tid.
- Jeg har de seneste år været igennem et kompliceret skadesforløb, hvilket til tider har resulteret i, at jeg ikke har kunnet træne optimalt.
- De seneste undersøgelser af min skulder viser fortsat usikkerhed om, hvorvidt jeg kan nå at blive fysisk klar til OL næste år, hvilket underbygger beslutningen om at slutte min svømmekarriere nu, siger hun.
/ritzau/