Dansk økonomi i fortsat krise

Dansk økonomi skrumpede i andet kvartal - og det underminerer ifølge økonomerne regeringens vækstprognose.
De nye tal er skidt læsning for finansminister Bjarne Corydon (S), mener flere økonomer.
De nye tal er skidt læsning for finansminister Bjarne Corydon (S), mener flere økonomer. Foto: DRESLING, JENS / POLFOTO

Dansk økonomi er fortsat ramt af krisen. Således havde Danmark negativ vækst på 0,5 procent i årets andet kvartal.

De nye BNP-tal bekræfter dermed økonomernes frygt for, at Danmark balancerer på randen af en økonomisk recession.

Den pænt kraftige tilbagegang slår ifølge Nykredits seniorøkonom Tore Stramer en tyk pæl igennem regeringens prognose om en BNP-vækst på 0,9 procent i år.

- For at regeringens skøn skal komme i mål kræver det nu en kraftig vending i økonomien i andet halvår, der er mere end svar at få øje på, siger Tore Stramer.

Ifølge BNP-tallet faldt det private forbrug med 0,9 procent i andet kvartal, mens det offentlige forbrug steg med 0,3 procent.

Ifølge Tore Stramer skal BNP-væksten nu over en procent i både tredje og fjerde kvartal for at nå en årlig BNP-fremgang på de 0,9 procent.

Faldet i både privatforbrug og offentlige investeringer viser ifølge Tore Stramer, at regeringens kickstart ikke er kommet godt fra start.

- Vi får endnu en gang bekræftet, at udbetaling af efterlønspenge ikke har formået at sparke gang i privatforbruget, konstaterer han.

Også de offentlige investeringer har skuffet, hvis man ser på hele første halvår.

Ifølge Nykredits seniorøkonom er der store svaghedstegn i dansk økonomi og risiko for lang recession i euroområdet. Nykredit forventer en BNP-vækst i år på 0,5 procent, stigende til en procent i 2013.

Også cheføkonom Jacob Graven, Sydbank, mener, at de nye BNP-tal er alvorlige for regeringens økonomiske forhåbninger.

- Med de svage væksttal for andet kvartal ser regeringens nye prognose for dansk økonomi nærmest ud til at være ønsketænkning, siger Jacob Graven.

Han venter, at BNP både i år og næste år vil udvikle sig halvt så stærkt som regeringen forventer det.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.