EU-Domstolen frifinder Danmark i sag om de såkaldte momsgrupper.
EU-Kommissionen advarede i 2008 Danmark om, at den mente staten brød EU's momsdirektiv ved at tillade, at flere enheder inden for samme koncern kan lave et fælles momsregnskab i stedet for hver deres.
Ifølge kommissionens opfattelse kan det betyde, at ikke-afgiftspligtige personer kan komme til at nyde godt af momsfritagelse.
Den danske regering stod fast på sin fortolkning - men medgav dog, at det ikke vil være i orden at lave en momsgruppe bestående udelukkende af ikke-afgiftspligtige personer.
I juni 2010 valgte kommissionen at anlægge sag.
Danmark får fuldt medhold af Domstolen.
Den siger i sin dom, at "kommissionen ikke har godtgjort, at målene med momsdirektivets artikel 11 taler for en fortolkning, hvorefter ikke-afgiftspligtige personer ikke kan indgå i en momsgruppe".
Sagen mod Danmark er blot en af en række sager, hvor kommissionen har indklaget EU-lande for brud på momsdirektivet. Tjekkiet, Irland, Finland og Storbritannien har formelt støttet Danmark i sagen.
Også Sverige og Finland bliver torsdag frikendt i sager, der i nogen grad ligner den danske.
/ritzau/