Medierne forringer demokratiet - og dækningen af den svenske konges knap så royale hang til lumre klubber og afklædt sjov.
Det siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder i dag til Information. Udmeldingen kommer i forbindelse med førstedagen i 'Folkemødet', også kendt som 'Politikerfestivalen', der i dag skydes i gang i Allinge på Bornholm.
"På visse måder mener jeg, at vi har fået en beklagelig åbenhed. Medier mener, deres egen frihed til at bringe alt, de har lyst til, er demokratiets kerne," siger Bertel Haarder til Information og fortsætter:
"Jeg medgiver, at retten til at gøre det er demokratiets kerne, men en hetz som den, vi ser mod den svenske konge for tiden, det var utænkeligt tidligere. Og det er bestemt ikke nogen gevinst for demokratiet. Tværtimod."
Mediernes går efter personen - ikke historien, mener Bertel Haarder. Man kan drage paralleller mellem de svenske mediers behandling af kongen til danske mediers personfikserede historier om Helle Thorning-Schmidt, Lene Espersen og Henriette Kjær.
"Jeg kan slet ikke forstå, at de historier overhovedet er relevante for noget som helst," siger han til Information.
Debatten om personsager skal tages op til diskussion på 'Folkemødet', som ministeren er initiativtager bag.
Det skal den, fordi Bertel Haarder mener, at den slags historier skader demokratiet, fordi man fjerner fokus fra det væsentlige.
Kilde: Information