Lempelsen af regeringens meget omdiskuterede skrotlov betyder, at 100 danske arbejdspladser reddes.
Regeringen er gået med til at friholde reparationer af motorcykler og airbags fra de nye skrotregler.
Og det betyder, at nogle af de job på danske autoværksteder, der ville være blevet nedlagt, nu alligevel bevares.
Det vurderer mekanikernes forbund, Dansk Metal.
"Vores vurdering er, at lempelsen i bedste fald kan redde 100 job," siger Michael Schreiber, konsulent i Dansk Metal, til Newspaq.
400 mekaniker-job vil dermed stadig gå tabt med den nye lov, der betyder, at grænsen for, hvornår man må reparere en bil, før den skal skrottes, sættes ned fra de nuværende 75 procent til 65 procent.
Når regeringen vælger at fritage airbags skyldes det, at reparationer af airbags er så dyre, at selve den reparation på en bil, er nok til at det overstiger de 65 procent af bilens værdi.
"Vi havde allerhelst set, at man var blevet ved de gamle regler, og vi har svært ved at se formålet med loven bortset fra, at man vil have penge i statskassen," siger Michael Schreiber.