Den danske billedkunstner, maler og grafiker Adam Saks kan allerede nu godt begynde at glæde sig til oktober. Der bliver han nemlig den første nogensinde til at modtage et nystiftet legat, som uddeles af den norske dronning Sonja.
- Adam Saks har en entusiastisk og eksperimenterende tilgang til de fleste grafiske kunstteknikker. Han mestrer og omfavner de unikke udtryksformer i de forskellige teknikker, og gør dermed de tekniske begrænsninger og muligheder til noget særligt og personligt, lyder dronning Sonjas begrundelse i en pressemeddelelse.
Ud over æren ved at vinde kan danskeren også glæde sig til et arbejdsophold på Universal Limited Arts Edition (ULAE) i New York, samt en pengepræmie på 50.000 norske kroner, det vil sige lidt over 40.000 danske kroner.
Kjell Nupen Memorial Grant er stiftet til minde om den norske kunstner Kjell Nupen. 13 kunstnere var nomineret til legatet, og det var Kjell Nupen selv, som indstillede Adam Saks. Den danske billedkunstner er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskole.
Legatet bliver uddelt 8. oktober i London, og dronning Sonja vil selv være til stede for at overrække det værdifulde legat. Planen er at legatet fremover skal uddeles hvert andet år.
/ritzau/FOKUS