Christiane Schaumburg-Müller, der i øjeblikket er aktuel som vært for Vild med dans, har startet en ny forretning.
Denne gang er der tale om hudplejeprodukter til børn - efter eget udsagn nogle, der er frie for kemi og skadelige stoffer.
Noget hun selv opdagede var en mangelvare, da hun for to år siden blev mor til sønnen Constantin.
– Jeg synes, der var meget få, og dem, der var, var meget dyre. Så det har været en udfordring både at lave de rigtige produkter og holde prisen helt nede, fortalte Christiane ifølge realityportalen.dk ved præsentationen af serien Lille Kanin, som produkterne hedder.
Serien er udviklet i samarbejde med Kolding-firmaet Ecooking, og ifølge Vild med dans-værten har det været noget af en mundfuld, der har krævet, at hun har skåret ned på andre arbejdsopgaver.
Håbet er da også, at det bliver en succes, og at det kan blive bredt ud til det asiatiske marked.
– Lille Kanin er min pensionsplan. Så jeg knokler virkelig for, at det skal blive en succes, siger Christiane Schaumburg-Müller til realityportalen.dk.