Danmark har fået sin første finalist i kajak ved OL i London.
Mandag middag roede René Holten Poulsen sig i finalen i 1000 meter enerkajak, da han blev nummer tre i sin semifinale på Dorney Lake uden for London.
De fire bedste både gik videre til finalen.
Semifinalen blev tæt, men efter 500 meter var danskeren oppe på tredjepladsen, og hans finaleplads var herefter ikke truet.
René Holten Poulsen var mandag formiddag den første dansker i aktion, da han vandt sit indledende heat.
René Holten Poulsen blev i 2008 i Beijing OL-sølvvinder i 1000 meter toerkajak sammen med Kim Wraae.
Senere valgte Poulsen at gå over i enerkajak.
De to ror dog også sammen i London. Det sker i firerkajakken over 1000 meter, hvor de sammen med Emil Stær og Kasper Bleibach blev europamestre kort før OL.
Kajakroerne har mandag taget hul på deres OL-konkurrencer, efter at roerne lørdag afsluttede OL-disciplinerne på Dorney Lake.