Der er ikke og har aldrig været et samarbejde mellem Dansk Islamisk Råd, DISR, og den Hamas-ejede tv-station Al-Aqsa TV. Dermed kommer den nyopførte stormoske i Københavns Nordvest-kvarter heller ikke til at sende tv fra Al-Aqsa.
Hamas er en palæstinensisk organisation, som blandt andet er på EU's terrorliste.
I de seneste dage har det været fremme i medierne, at tv-stationen skulle samarbejde med DISR. Men over for Ritzau fastslår formanden for medieudvalget i Dansk Islamisk Råd, Mohamed Al Maimouni, at det er en fejl.
- Med hensyn til Al-Aqsa. Vi har ikke nogen kontakt med dem overhovedet, så hvordan kan vi have indgået en aftale med dem? Man må gerne sætte en politiundersøgelse i gang.
- Vi har intet at gøre med Al-Aqsa. Overhovedet ikke, siger han.
The Copenhagen Post citerede ham torsdag for at sige, at foreningen vil fortsætte samarbejdet:
- Vi har besluttet at fortsætte med at arbejde for Al-Aqsa TV, så længe det, de rapporterer, er i tråd med vores synspunkter, citerede avisen ham for at sige.
Men det er ifølge formanden en fejl.
- Vi er en dansk forening, der arbejder inden for dansk lovgivnings rammer. Når jeg siger det, så er betyder det, at vi selvfølgelig ikke kommer til at arbejde med Al-Aqsa, for Al-Aqsa ligger på kanten af loven, siger han.
/ritzau/