En dansk ingeniør blev fredag morgen dræbt i en arbejdsulykke på en dansk møllepram, da den lå i Harwich Havn.
Den 42-årige er ansat hos Siemens Wind Power, og han blev dræbt på stedet. Det skriver maritimedanmark.dk.
En tysk mand, der også er ansat hos Siemens, blev hårdt kvæstet. Han er nu fløjet til et hospital i Cambridge.
Engelske medier rapporterer, at ulykken skete tidligt om morgenen, da en kran brød sammen, og de to mænd kom i klemme.
Siemens oplyser, at den kvæstede er uden for livsfare men naturligvis dybt berørt af ulykken. Firmaet vil imidlertid ikke komme med detaljer om, hvordan ulykken skete.
Det britiske politi skal nu efterforske sagen.