Siden Take That måtte droppe deres koncert i Parken lørdag aften, har det sviret med forskellige rygter om den egentlige forklaring på aflysningen.
Den officielle forklaring lyder, at Robbie Williams skulle være blevet ramt af en voldsom madforgiftning, mens andre teorier går på, at der kan være tale om et band med interne problemer og stridigheder.
Men en kilde tæt på boy-bandet har over for den engelske avis The Sun afsløret, den sande forklaring.
Og ifølge kilden skyldes aflysningen rigtigt nok, at superstjernen fik madforgiftning, som skulle være forsaget af en "grillet dansk sort hummer med hummersalat og safran aioli", hvilket altså førte til, at Robbie måtte løbe i pendulfart mellem toilettet og sit sygeleje.
Kilden oplyser også, at det forgiftede måltid mad blev indtaget på det fashionable hotel Nimb, hvor bandet boede under deres ophold i København.
"Jason og Mark ønskede at afvikle koncerten uden Robbie, for ikke at skuffe deres fans. Men der var noget med forsikringsselskabet, der i sidste ende standsede dem," fortæller kilden yderligere.
Kilde: The Sun