I dag får Danmarks hashkonge nummer ét sin endelige dom. 13 ton hash, et halvt ton kokain og et nedgravet lig er blandt de ting, som Østre Landsret i dag straffer 42-årige Claus Malmqvist for. Det skriver Berlingske Tidende.
Han blev af byretten idømt 16 års fængsel for at indsmugle de 13 ton hash fra Marokko til Hundested i lastrummet på en sejlbåd i 2003.
Men han ankede dommen, og nu skal Østre Landsret altså tage stilling til anklagerne, der også lyder på indsmugling af kokain og medvirken til drab på en af hovedbagmændene. En af Malmqvists medsammensvorne er dog siden blevet dømt livsvarigt fængsel for drabet.
I alt er 25 personer blevet dømt for deres rolle i den omfangsrige sag.
Sagen tog sin begyndelse, da norsk politi fandt et telefonnummer på en serviet i en skraldespand. Langsomt, men sikkert begyndte nettet at strammes om Malmqvist, der blandt andet søgte asyl i Brasilien undervejs i forløbet. Han modtog sin dom af byretten i november 2007.