Det er ikke kun i lille Danmark, at medierne interesserer sig for Jens Tranum Kristensens mirakuløse redning fra ruinerne af FN-bygningen i Port au-Prince.
Således bringer flere af verdens allerstørste nyhedsmedier, som f.eks. New York Times, BBC og Associated Press historien om den 48-årige dansker, der overlevede 110 timers mareridt mellem murbrokkerne.
I et web-tv-indslag på britiske BBC's nyhedssite fortæller hans mor, Hanne Tranum Kristensen, om familiens reaktion.
"Vi er meget overvældede. Det er utroligt og fantastisk. Det er et virkeligt mirakel, at han er blevet trukket ud i live," siger hun.
Det var en af Jens Tranum Kristensens tidligere kolleger fra FN's kontorer i den afghanske hovedstad Kabul, der fortalte familien de gode nyheder.
Familien havde bevaret håbet hele tiden i de lange fem døgn.
"Vi håbede hele tiden. Især mig. Min mand havde næsten mistet håbet og jeg må indrømme, at i går eftermiddag var vores håb meget lille. Og så pludselig bliver alt vendt på hovedet," fortæller hun.
The New York Times fortæller historien om, at FN's generalsekretær Ban Ki-moon lige havde forladt Christopher Hotel i Port au-Prince, da redningsarbejdere trak Jens Kristensen ud af ruinerne.
Avisen beskriver, hvordan redningsarbejderne klappede og fik tårer i øjnene, da Jens Tranum Kristensen blev trukket ud i sollyset med sin åbenstående khakiskjorte, der afslørede hans udsultede krop.
Imens stod ægtefæller og venner til flere af hans kolleger og græd i håbet om, at deres elskede eller venner ville blive de næste til at blive reddet.
Jens Tranum Kristensens historie bliver også fortalt i f.eks. de tyske Bild og Der Nordschleswiger, ligesom eksempelvis tyrkiske Gercek Gündem, Canadian Press og vietnamesiske VOA news også skriver om mirakel.