Siden Socialdemokratiet præsenterede et nyt pensionsudspil for to uger siden, har debatten taget fart på Christiansborg.
Med et budget på tre milliarder vil partiet give de mest nedslidte danskere ret til at gå to til tre år tidligere på pension, og især Dansk Folkeparti har støttet op om dette, skriver TV 2.
Og på trods af, at der endnu ikke er en forkromet plan, så afslører DF's formand onsdag, hvilke brancher han ønsker at favorisere.
- Hvis du kigger på 3F's og FOA's medlemmer, så er de kernelandet af dem, der skal have ret til pensionen, siger Kristian Thulesen Dahl, da han gæster talkshowet 'Lippert' på TV 2 News.
Han medgiver, at pædagoger kan blive hurtigere nedslidte end andre faggrupper - men skolelærere bør ikke komme på pension tidligere.
Torsdag siger DF-formanden til Avisen.dk, at også danskere, der arbejder i særligt nedslidende brancher skal have ret til at gå på pension flere år før andre.
- Vi forestiller os en model, der er en kombination af hvor mange år, du har været på arbejdsmarkedet, og hvilken branche du har arbejdet indenfor, siger Kristian Thulesen Dahl til Avisen.dk.
- Jeg mener, at der er en retfærdighed i lave sådan et system, hvis vi skal sikre, at dem, der er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet, også får ret til et godt ældreliv. Så er der nogen, der skal have lov til at gå fra arbejdsmarkedet til pensionslivet før andre, tilføjer han.
Torsdag formiddag er der politiske forhandlinger om mulighed for tidlig folkepension for nedslidte danskere indledes i Beskæftigelsesministeriet.