Dansk firma får erstatning på 3,1 milliarder

GN Store Nord har afsluttet ti års retssag mod et polsk firma med gyldent forlig.
GN Store Nord kan i dag se milliarderne rulle ind på kontoen.
GN Store Nord kan i dag se milliarderne rulle ind på kontoen. Foto: GN Store Nord

Efter ti lange år i retten mod et polsk firma kan GN Store Nord endelig ånde lettet op.

Det delvist GN Store Nord-ejede selskab, DPTG, har indgået forlig med det polske teleselskab TPSA, som sikrer GN Store Nord 3.060 millioner kroner, skriver firmaet i en pressemeddelelse.

Det store forlig skal godtgøre, at GN Store Nord og DPTG ikke fik en tilstrækkelig del af overskuddet fra en fiberforbindelse i Polen. I alt får DPTG 550 millioner euro i erstatning, og dem skal den danske virksomhed, som producerer høreapperater, audiologisk udstyr samt headsets, have 75 pct. af.

Det svarer til 3.060 millioner kroner.

Pengene bliver overført i to omgange á 275 millioner euro allerede i dag. GN Store Nord skal betale 25 pct. af pengene i selskabsskat.

Bestyrelsesformand Per Wold-Olsen siger i en pressemeddelelse, at man er glad over, at retssagen er endt lykkeligt.

"Vi er meget tilfredse med, at den langtrukne strid nu er blevet afsluttet. Vi har arbejdet utrætteligt i aktionærernes interesse, og forliget er en vigtig milepæl for GN," siger Per Wold-Olsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.