Den danske bokser Dennis Ceylan vil forsøge at komme nærmere en VM-kamp i fjervægt.
Blandt andet derfor dropper den 28-årige europamester et EM-titelforsvar for i stedet at møde briten Kid Galahad.
Det sker 15. juli i SSE Arena, bedre kendt som Wembley Arena, i London.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har ventet på en mulighed som denne.
- Jeg har været glad og stolt over at være europamester, men nu gælder det om at gribe chancen for at komme nærmere en VM-titel, siger Dennis Ceylan i en pressemeddelelse.
Kampen mellem de to ubesejrede boksere sker ved et stævne, hvor tyske Arthur Abraham i hovedkampen møder englænderen Chris Eubank jr.
Dennis Ceylan har vundet 18 af sine 20 kampe som professionel, mens to af hans kampe er endt uafgjort.
27-årige Kid Galahad har vundet alle sine 22 kampe som professionel.
/ritzau/