Danskere i detailbranchen har haft lidt mere at glæde sig over, når lønsedlen dumpede ind ad brevsprækken end udlændinge i samme branche.
Lønnen hos danske ansatte inden for detail- og engrosbranchen er nemlig steget betydeligt mere end samme typer af butikker i udlandet siden krisens start. Det viser en opgørelse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
I kun syv ud af 21 kvartaler siden 2008 er lønnen i de danske butikker vokset langsommere end i udlandet. Det skriver Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi.
Selvom handelsvirksomhederne ikke ligefrem svømmer i penge, kan det sagtens betyde lønstigninger til medarbejderne, mener Philipp Schröder, der er medlem af kommissionen og professor i økonomi på Aarhus Universitet.
- Hvis der er mangel på dynamik og konkurrence, vil man typisk se sådan nogle tal. Det er ikke alle virksomheder i handelssektoren, der tjener gode penge. Alligevel får medarbejderne gode lønstigninger i forhold til udlandet, siger han til Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi.
- Billedet passer meget godt til, at det er en sektor, der har været igennem en mindre tilpasning end de andre, fortsætter han.
Anderledes ser det dog ud i byggebranchen og fremstillingssektoren. Siden krisens begyndelse er lønnen i byggebranchen faldet med 11 procent sammenlignet med udlandet.
Spørger man regeringens Produktivitetskommission er det de hjemlige brancher i Danmark såsom handelsvirksomhederne, der halter bagefter med væksten i forhold til udlandet.
Detailpriserne i Danmark er væsentligt højere end i de udenlandske butikker, og det er blandt andet fordi, konkurrencen er for lav herhjemme, mener kommissionen.
Regeringen har i sin ny vækstpakke foreslået at fjerne en række regler, som gør det besværligt for udenlandske handelsvirksomheder at lave forretninger i Danmark.
Newspaq