Dansk bokser øjner VM-kamp efter endnu en sejr
Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard i Finale i TV2 Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Sarah Mahfoud hentede sin ottende sejr ud af lige så mange kampe, da hun vandt på point over sydafrikaner.

Den danske fjervægtsbokser Sarah Mahfoud tog fredag aften endnu en skridt mod en VM-kamp.

Det skete, da den 29-årige dansker besejrede sydafrikanske Bukiwe Nonina ved Danish Fight Night i Nykøbing Falster Hallen.

Sarah Mahfoud vandt på point med alle tre dommerstemmer efter 10 omgange.

Dermed blev hun noteret for sin ottende sejr i lige så mange kampe.

Ifølge DR ville en sejr resultere i en kamp om verdensmesterskabet hos bokseforbundet IBF, og i optakten til kampen var det da også en fortrøstningsfuld Sarah Mahfoud, der udtalte sig om udsigten til en stor titelkamp.

- Mogens (Palle, red.) lovede, at han ville gøre mig til verdensmester, inden jeg blev 30 år, og indtil videre leverer han jo. Han skaffer mig i hvert fald kampene, sagde Mahfoud om den danske boksepromotor.

Sarah Mahfoud besejrede senest 38-årige, franske Stephanie Ducastel med dommerstemmerne 3-0, og hun har nu fem sejre på point, mens tre har været på teknisk knockout.

27-årige Bukiwe Nonina har bokset 19 kampe. Hun har efter nederlaget til Mahfoud 14 sejre, fire nederlag og en uafgjort kamp.

/ritzau/
/ritzau/