Ritzau
Opdateret kl. 20:20
Bokseren Jonas Madsen skal forsøge at vinde for tiende gang af ti mulige som professionel, når han lørdag møder mexicaneren Mario Baeza i en kamp om en ungdomstitel hos bokseforbundet International Boxing Federation (IBF).
- Nu er det min tur til at vise, at jeg sagtens kan være med på dette plan med de andre store drenge. Jeg glæder mig utrolig meget, siger den 22-årige danske letsværvægtsbokser i en pressemeddelelse.
Kampen er en del af Danish Fight Night-stævnet i Aarhus, et stævne der bliver arrangeret af den mangeårige promotor Mogens Palle og eksbokseren Brian Nielsen.
I alt otte kampe er på programmet.
Jonas Madsen, der selv er fra Aarhus, ser frem til at bokse i hjembyen for tredje gang i karrieren som professionel.
- Jeg skal lære at holde mit hoved mere koldt på hjemmebane. Nu har jeg bokset her i Ceres Arena to gange før, og der gik jeg lidt for vildt til værks.
- Jeg skal arbejde på ikke at være for overtændt og blæse det hele af fra start, siger Jonas Madsen.
I en af stævnets andre kampe skal supermellemvægteren Lolenga Mock møde englænderen Luke Blackledge, der for fem år siden besejrede Mads Larsen i danskerens sidste kamp.
/ritzau/