Jyske Bank bliver ramt hårdt af Finanstilsynets skærpede regler. Banken er nu tvunget til at nedskrive voldsomt med ekstra 900 millioner kroner.
Det martrer regnskabet for første halvår, der uvarslet er udsendt.
Basisindtjeningen for banken i første halvår på 1309 millioner kroner, nedskrivningerne på 780 millioner kroner og resultatet før skat blev negativt på 209 millioner kroner.
Finanstilsynets skærpede regler for pengeinstitutters nedskrivninger betyder blandt andet, at udlån til nødlidende ejendomskunder skal nedskrives til ejendommens værdi.
Og hos Jyske Bank fortæller den administrerende direktør, Anders Dam, til Jyske Banks egen tv-kanal på deres hjemmeside, at det også hovedsageligt er nedskrivninger på ejendomskunder, der bærer skylden.
- Det er ikke noget jeg er enig eller uenig i, men det er klart, at de nye regler ikke øger lysten til som bank at tage risiko på bøgerne i forhold til fast ejendom, siger Anders Dam.
Han understreger, at der er tale om en engangseffekt af de nye skærpede regler, men erkender samtidig, at reglerne fremover vil øge nedskrivningsbehovet på ejendomsudlån.
Han tilføjer, at banken forventer et samlet plus for året, idet han håber, at nedskrivningerne kan køres tilbage, når konjunkturerne vender.
I en pressemeddelelser understreger banken, at den underliggende drift i banken - det vil sige fraregnet effekten af tilsynets skærpede regler - fremviser markant fremgang.
Havde det ikke været for de skærpede regler, ville halvårsresultatet før skat være landet på 691 millioner kroner, og det ville have været det største siden 1. halvår 2008.