Nu kan du få dansk hygge i luksusudgave, næste gang rejsen går til Berlin. For Danmarks tidligere ambassade i Berlin bliver nemlig bygget om til luksushotel.
Det er et spansk konsortium, der har købt den historiske bygning, som de vil omdanne til et femstjernet hotel kaldet "Das Stue". Første spadestik bliver taget 12. oktober, og hotellet får 82 værelser og suiter fordelt på 7.800 kvadratmeter, skriver berlingske.dk.
Bygningen ligger i det eksklusive Tiergarten-kvarter, som er en del af det tidligere Vestberlin.
Siden bygningen blev taget i brug for snart 60 år siden, har den haft en noget omtumlet tilværelse. Da den blev indviet i 1940 var 2. Verdenskrig brudt ud, og allerede i 1943 blev det nye hus stærkt beskadiget.
Senere blev blev ambassadens udendørsarealer, på grund af mangle på fødevarer, lavet om til køkkenhave, som kunne forsyne de danske diplomater under krigen.
Siden 1999 har Danmarks nuværende ambassade ligget et stenkast fra den gamle bygning, i et fælles kompleks med de andre, nordiske repræsentationer.