- Det er med dyb sorg og den største medfølelse, at vi har modtaget meddelelsen om, at den danske soldat er død, siger chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou.
Soldaten, Steen Rønn Sørensen, var søndag sammen med sin enhed på vej fra Camp Bastion, i det sydøstlige Afghanistan, ud til det område, hvor den såkaldte Operation Silicon skulle starte mandag morgen.
De danske soldater kom under beskydning fra håndvåben og panservåben og besvarede ilden med støtte af artilleri og fly. Træfningen, hvor soldaten blev såret i nakken, varede flere timer. Han blev behandlet på stedet og derefter evakueret til felthospitalet i Camp Bastion.
Tirsdag middag ankom han til Rigshospitalet, men efter undersøgelser og behandling måtte lægerne konstatere, at hans liv ikke stod til at redde.
- Den danske soldat valgte at gå med i den vigtige indsats for at bringe orden, fred og demokrati til Afghanistan, og så meget mere tragisk er det, at hans liv ikke kunne reddes. Mine tanker går i den forbindelse til hans pårørende her i Danmark, men også til hans kammerater og kolleger, der nu må undvære en dygtig og afholdt kollega i deres fortsatte arbejde for at opfylde missionens formål, siger generalmajor Poul Kiærskou.
Læs mindeord for Steen Rønn Sørensen