Danmarks bedste kvindelige badmintonspiller Tine Baun - tidligere Rasmussen - har brug for en lille pause og dropper derfor at tage på en hård og anstrengende tur til Asien.
Hun fortæller, at småskader har gjort, at hun nu bliver nødt til at tænke på sin form.
"Jeg har behov for et længere grundtræningsforløb, hvor jeg får oparbejdet den grundform, som højest sandsynlig gør, at man ikke støder ind i småskavanker hele tiden," siger Tine Baun til DR Sporten.
Pausen betyder, at hun på kort sigt misser noget kamptræning, men på længere sigt skulle det gerne give gevinst, så danskeren igen kan komme op og blande sig blandt de bedste på verdensranglisten.
"Den her træningsperiode vil betyde langt mere for mig end at være ude og spille de turneringer. Jeg tror, det er en god ballast at have frem mod 1. maj, hvor OL-kvalifikationen går i gang. Det er vigtigt, fordi det bliver en hård periode, hvor det bliver svært at vælge turneringer fra, fordi alle stiller op i alle turneringer," siger hun.
Tine Baun frister i øjeblikket en femteplads på verdensranglisten.