Selvom om Danmark er dejligt, så skulle 550 passagerer på et stort krydstogtskib videre fra Københavns Havn.
Men Danmark ville ikke rigtig slippe sit tag i dem - skibet stødte på en sandbanke kort efter at have forladt havnen.
Da højvandet havde hjulpet det fri af grunden, fik det ordre om at sejle tilbage til nærmere undersøgelse.
Flere myndigheder blev involveret i undersøgelsesarbejdet. Blandt andet sendte Søværnets Operative Kommando skibet "Mette Miljø" ud til positionen øst for Middelgrundsfortet. Senere kom Søfartsstyrelsen i sving og dykkere tjekkede skroget for at afsløre eventuelle revner eller huller.
Også politibetjente sejlede ud til skibet Zenith, hvor kaptajnen blev sigtet for at have overtrådt loven om sikkerhed til søs. Overtrædelsen består i "uagtsom grundstødning", oplyser Københavns Politi i følge Tv2.dk.
Zenith var på vej til Gdynia i Polen, da det kom på afveje. Det stikker 7,7 meter og sejler under maltesisk flag.