Piraterne ud for Somalia har gjort farvandet så usikkert, at fiskelivet stortrives. Et dansk initiativ vil nu forsøge at få piraterne til at skifte livsbane.
Der er nemlig penge - og dermed muligheder for et fredeligere erhverv - i fiskeriet, siger initiativtager og journalist Jakob Johannesen til
Politiken.
"Tanken er, at eksporten skal kunne betale de lokale fiskere, som går med i projektet, så gode kontante penge i hånden, at de vælger at være fiskere i stedet for at blive pirater."
Han håber, at projektet samtidig kan vise de lokale, at der er andre muligheder for stabilitet og vækst end pirateri.
Initiativet henter inspiration fra den nordeuropæiske fiskeindustri.
"Vi vil kopiere erfaringerne fra fiskeriet på Grønland, hvor lokale fiskere sejler hen til fisketrawleren og sælger deres fisk ind gennem en luge i skibet," siger Jakob Johannesen.
Trawleren skal købes eller leases fra Færøerne eller Danmark.
Initiativet foregår i samarbejde med organisationen af eksilsomaliere i Danmark, Somali Diaspora Organisation. Generalsekretær, Said Hussein, tror, at projektet kan lykkes.
"Enhver potentielt arbejdsløs somalier er en potentiel pirat. Hvis vi skaber et alternativ og får flere unge ud af det rodløse miljø, kan vi undgå piraterne på langt sigt," siger han til Politiken.
Kilde: Politiken