Danmark kan godt lide at markedsføre sig som et grønt land - men vores nabolande er langt bedre end os til at passe på miljøet.
Danmark bruger nemlig alt for meget olie og gas, vi udleder for meget kvælstof til vandmiljøet og vi gør ikke nok for at bevare dyrenes levepladser.
Det viser en stor sammenligning af miljøet i verdens lande, der er foretaget af et forskerhold på de amerikanske universiteter, Yale og Columbia.
Danmark er faldet til nummer 32 på listen - mens vores naboer i Sverige ligger nummer fire, Norge nummer fem og Finland nr. 12. Over Danmark ligger lande som Peru, El Salvador og Ecuado. Det skriver Politiken.
Men det kan ikke overraske nogen, at Danmark klarer sig dårligt på miljøet sammenlignet med vores nabolande.
Det siger SFs miljøordfører Ida Auken.
"Vores miljøpolitik handler i øjeblikket om at gennemføre mindstemålet af EU's krav. Det får man ingen førerposition for. Regeringen er stadig af den gamle skole i miljøpolitikken. Så selvom der har været mange fine ord de sidste år, så er der ikke sket så meget i praksis," siger hun til Newspaq.
Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo mener dog, at kritikken er forfejlet.
"Denne rapport kommer jo én gang om året, og den viser det samme resultat hver gang. Det er fordi den ikke kan bruges til noget. Rapporten måler på nogle ting, der ikke kan sammenlignes mellem landene," siger han til Newspaq.
Han siger, at Danmark i rapporten straffes i forhold til Sverige og Norge, der har store elve, hvor der kan laves vandkraft,
"Vi skal bruge resurser for at producere elektricitet. Og det er ikke fair at straffe os for det i denne undersøgelse," siger han.
Ida Auken mener, at Danmark skal stramme miljøpolitiken for at klare sig bedre overfor de andre lande.
"Vi skal især have fat i landbruget og set på den måde, som de udleder kvælstof på til vores vandmiljø. Samtidig skal vi se på biltrafikken, der brager derudaf, og vi har stadig ikke fået isoleret hovedparten af husene ordentligt," siger Ida Auken.
Venstre nægter dog at føre politik på baggrund af rapporten.
"Den danske miljøindsats bliver altså bedre år for år. Derfor er det SF der kommer med nogle rent politiske og ret så tåbelige betragtninger over denne rapport. Den siger intet om dansk miljøpolitik - det er et eller andet skrivebordsarbejde, der foretages i USA," siger han til Newspaq.